Mette
Fik øje på denne magnet på mit køleskab forleden, så snappede lige et billede, da jeg tænkte, den kunne være udgangspunkt for et fint blogindlæg.
Taleboblen indeholder et kort brev, som jeg skrev til Gud, da jeg gik i 1-2. klasse. På min folkeskole blev vores klasse udvalgt til at skrive breve til Gud, som skulle udstilles i en eller anden bygning et eller andet sted (hvor specifikt, ja). Der blev så udtaget 3-5 breve til kirkebladet, som også blev læst op i kirken. Min blev udtaget. Jeg kan huske, at jeg var pænt klædt på og sad i kirken - mega rød i hovedet. Jeg kunne overhovedet ikke lide så meget opmærksomhed, da jeg var lille.
På mange måder er jeg ret fascineret af brevet, og jeg er virkelig glad for, jeg har gemt det. Man kan tydeligt mærke, at det er børnenaivitet og børnetanker skrevet med børneord. Men alligevel er det meget voksent - jeg beder om, at der ikke skal være krig, i stedet for at bede om en Playstation 1 eller andet i den dur. Klapper min 7-årige jeg på skulderen. Og så takker jeg, fordi jeg er blevet skabt og for jorden. Der vil jeg sige props til mine forældre, der altid har lært mig ikke at tage noget for givet og være taknemmelig.
Kan tydeligt huske, da jeg skrev det. Jeg sad og forestillede mig Gud på en sky, der var omringet af sine engle, og så kiggede de ned på os. Totalt ligesom i tegnefilm. Der var mit hoved ikke fuldt klar over, at der var andre religioner, om kristendommen mon var den rigtige, om Gud mon var god, at nogen ikke tror på Gud, osv. Jeg tænkte bare, at dér sad Gud på sin sky, og han hyggede sig. Meget rart lige at blive mindet om den simple barnetankegang nogen gange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar